Kronik i Jyllands-Posten, 24. oktober 2023

Det vanrøgtede modersmål

Man skal ikke lytte længe til de elektroniske medier for at konstatere, at strukturelle fejl, banale fejl og sproglige uvaner står i kø.

Af Karsten Bräuner, freelancejournalist

Radio og tv har markant indflydelse på udviklingen af det danske sprog. Den måde, sproget bruges på i de elektroniske medier, smitter af på sprogbrugen hos dem, der lytter. Formidlingen bør derfor ske på et så korrekt dansk som muligt. Det sproglige håndværk skal være i orden. Man skal imidlertid ikke lytte længe for at konstatere, at det ikke er tilfældet. Strukturelle fejl, banale fejl og sproglige uvaner er vidt udbredte.

Erfaringen viser, at sproglige fejl og nyskabelser, der gentages i de elektroniske medier, ofte glider ind i hverdagssproget, hvorefter de bliver sanktioneret af Dansk Sprognævn og gør deres entre i skriftsproget. For eksempel er de oprindelige ejestedordsformer »vor«, »vort« og »vore« erstattet af fællesformen »vores«. Udvikling er således ofte ensbetydende med forenkling. Men det hedder fortsat »min«, »mit«, »mine« – ikke »mines«. Punktvise, umotiverede forenklinger gør ofte sproget mere uoverskueligt på det overordnede niveau.

Udvikling er med andre ord ikke i sig selv ensbetydende med god udvikling. Hvis udviklingen indebærer, at sproget mister klarhed eller bliver selvmodsigende, er den dårlig. At »bjørnetjeneste« har to modsatte betydninger, og at »godt 50 kroner« kan betyde både »lidt over« og »lidt under« 50 kroner, er eksempler på udvikling, der har ført til decideret sproglig dysfunktionalitet.

Selv den bedste kan lave en fejl – det er ikke problemet. Problemet er, at den kollektive uoptagethed af at præstere et korrekt sprog lader fejl og uvaner – som ukrudt – vokse det korrekte sprog over hovedet og kvæle det. Sproget vanrøgtes og muterer til vanskabte former.

»Enten-eller«, »hverken-eller«, »dels-dels«, »såvel-som«, »både-og« er såkaldte faste udtryk, som burde være faste, men de har alle fået »men også«-virus. Hårdest ramt er »både-og«, som på det nærmeste er blevet erstattet af »både-men også«, der ikke kun repræsenterer et æstetisk fald, men er en dysfunktionel kloning. »Både-og« sideordner to led, så udsagnet gælder hvert led i lige høj grad (symmetrisk). »Ikke kun-men også« gør det modsatte (asymmetrisk). Kloningen »både-men også« har en symmetrisk indgang og en asymmetrisk udgang. Derfor dur den ikke.

At der er tale om en sprogvirus og ikke et enkeltstående tilfælde ses af, at virussen også har angrebet de andre faste udtryk, blot ikke i samme grad: »enten-men også«, »dels-men også«, »såvel-men også«, sågar »hverken-men også«, hvor »hverken«-eksklusionen og »men også«-inklusionen kolliderer i forvrøvlethed.

De faste udtryk er også i opbrud på anden vis: »Festen er for både gamle som [og] nye elever«. »Det var både et chok for kroppen såvel som [og] sjælen«.

Mange kender ikke forskel på »blandt andet« og »blandt andre«. Der er en tendens til kun at bruge den første form: »Vi har talt med flere SF'ere, blandt andet Jacob Mark«. Dur ikke. Vi talte med Jacob Mark og andre. Tilføjelsen skal derfor være: »blandt andre Jacob Mark«.

Det samme gælder »nogen« og »nogle«, og så siger de fleste »nogen«. Det afgørende er, om der er tale om nogen overhovedet (nogen) eller et antal (nogle): »Der er godt nok nogen [overhovedet] FCK-fans i byen i dag. Jeg talte med nogle [et antal] af dem på kroen«. I en spørgende sætning bruges altid »nogen«: »Har nogen [overhovedet] set min kuglepen?« Endelig forekommer den ikkeeksisterende form »nogne«.

»Regeringen prøver og løse problemet.« Forkert. Ordet »og« sidestiller ord i samme form; »prøver« er nutid, »løse« er navneform, altså skal man ikke bruge »og«, men »at«. Det bliver ikke bedre af at tilføje et »æh«: »Regeringen prøver og-æh løse problemet.« Alt for tit bruges »og« i stedet for infinitiv-markøren »at«. Det hænger sandsynligvis sammen med brugen af »å« (åbent å uden stød) i talesproget: »Jeg har købt gin >å< [og] tonic, nu skal vi til >å< [at] drikke!« At bruge »å« er sjuskeri, og da »og« og »at« er så minimalt længere end »å«, indebærer substitutionen ikke nogen gevinst af betydning.

På dansk er navneord enten fælleskøn (n-ord) eller intetkøn (t-ord), som trækker hver deres bøjning, men fælleskønbøjningen mister terræn. Vi bruger meget tid på at se tv, hører meget radio, drikker meget kaffe. Men da tid, radio og kaffe er n-ord, er det forkert at bruge intetkønsformen »meget«. Det korrekte
er fælleskønformen »megen«.

»Han drikker hverken kaffe eller te« betyder: Han drikker ikke kaffe, han drikker ikke te. Man kan kalde det en sideordnet negation. »Han drikker ikke hverken kaffe eller te« er en mutant, der vinder frem. Når »ikke« sættes foran en negation, ophæves negationen. Det tilsiger logikken. Eksempel: »Han er ikke rask« er det samme som: »Han er ikke ikkesyg«, hvilket vil sige, at han er syg, da de to gange »ikke« ophæver hinanden. »Han drikker ikke hverken kaffe eller te« betyder derfor – logisk set – at han drikker både kaffe og te.

En udbredt uvane er dobbelt grundled: »Regeringen, den kommer i dag med et lovforslag om…«. Eller: »Regeringen, de kommer…«. Flertalsformen er nok valgt, fordi en regering består af flere ministre. Der er ikke desto mindre tale om et navneord i ental. En regering optræder desuden som én aktør. Tilsvarende er det forslag, regeringen fremsætter, »dens«, ikke »deres«.

Til sidst en mere teknisk problematik: det danske sprogs kasus-kaos. Det er en grammatisk grundregel, at navneord og stedord står i nominativ, hvis de optræder som grundled eller omsagnsled til grundled, og i akkusativ/dativ, hvis de optræder som genstandsled, hensynsled eller forholdsordsled. Det er dog en udbredt praksis i dansk at sammenblande kasus med den konsekvens, at sproget bliver en rodebutik. For eksempel siger vi: »Jeg er morderen«, men: »Morderen er mig«. Uden nogen grammatisk begrundelse får den ændrede placering i sætningen det personlige stedord til at gå fra nominativ (»jeg«) til akkusativ/dativ (»mig«). Vi har sagt det forkerte så længe, at det grammatisk rigtige lyder forkert: »Morderen er jeg«.

Engang hed det grammatisk korrekt: »De, der lever usundt, dør tidligt« med grundled i nominativ, men formen er blevet udkonkurreret af: »Dem, der lever usundt, dør tidligt« med grundled i akkusativ/dativ. Dansk Sprognævn har rettet ind og sanktioneret grundled i akkusativ/dativ i forbindelse med indskudt sætning og accelererer dermed en sprogglidning i retning af grundled i akkusativ/dativ i sammenhænge uden nogen indskudt sætning: »Det ved du lige så godt som mig [jeg]«; »Morten Messerschmidt fortalte,
at ham [han] og Martin Henriksen har et dårligt forhold«.

Ovenstående skal ikke opfattes som en beklagelse af, at sproget forandrer sig. Det er et vilkår. Ord og vendinger går ind og ud af sproget og ændrer form og betydning over tid. Sprog er et dynamisk system, der udspringer af og virker ind i det samfund, der er dets historiske og aktuelle ramme. Det er meningsløst at ønske sig tilbage til et dansk, der blev talt for 100 år siden.

Men det giver heller ikke mening at lade stå til og passivt iagttage sprogets forfald og hævde, at det er en uafvendelig udvikling. Graden af uafvendelighed afhænger af kompetencer og den grad af bevidsthed, man lægger for dagen i sin omgang med sproget. Den modsatte udvikling er en reel mulighed.

Journalister og andre professionelle kommunikatører i radio og tv bør være opmærksomme på de anførte fejl og uvaner (og flere med dem), undgå dem og stræbe efter at formidle på et (mere) korrekt dansk. Det er uacceptabelt, at mediepersoner er uvidende om, at der bruges »at« ved navneform, ikke »og«, eller på anden vis vanrøgter deres værktøj: det danske sprog.